1
Den talende hund
Lad mig fortælle om den dag soldaterne kom. De ramte uden varsel som en støvstorm på en skyfri dag, flyvende i nogle frygtindgydende sorte maskiner, de kaldte helikoptere. De kom midt i en fest. Den største bryllupsfest man havde set på egnen i flere år. Det var Miina - Beens ældste søster - der skulle giftes. Folk kom fra nær og fjern og i større tal, end man havde regnet med. Måske fordi det var Kabanaslægtens første bryllup i mange år, eller måske fordi det i hårde tider er godt at blive mindet om, at livet går videre. Især hvis det sker til tonerne af spillemandsmusik. Festen forløb, som den slags fester skal forløbe - indtil det øjeblik en udmattet og blødende hund slæbte sig ind midt på dansegulvet og kollapsede. Det blev begyndelsen til kaos, panik, ild og død.
Bruden var i hvidt. Det var alle de andre nu også - selv gommen - men det var på grund af varmen. Den var ved at bygge sig op igen. Hele vinteren havde det været tåleligt, selv midt på dagen kunne man være udenfor, men nu kom foråret med længere og længere perioder af brændende hede luftstrømme fra de sydlige ørkner, og et par dage havde det været nødvendigt med hedepauser midt på dagen, hvor det var klogest at holde sig inden døre. Denne dag var ikke en af de varmeste. Desuden var brylluppet lagt sidst på dagen, som man gjorde med alle den slags festlige lejligheder. Nu havde mørket sænket sig, og folk var ved at vågne op for alvor.
Miina sad midt for langbordet ved siden af sin mand: Kreen fra Moel. En købmandselev fra kysten, der stod til at skulle overtage sin fars købmandsforretning en gang med tiden. Et rigtig godt parti med andre ord, og Miina strålede som en lille sol. Been kunne godt lide Kreen. Han fortalte historier om havet og havde blandt andet fortalt Been om de store hvaler, man af og til kunne se langt ude i de køligere havstrømme. Been havde aldrig været ude at sejle på havet, men han ville virkelig gerne se en hval en dag. Ifølge Kreen var de store som huse, og de sendte af og til vandstråler så højt op i luften, at vandet blev til skyer og regnbuer. Hvis man var heldig, kunne man endda se hvalerne springe. Det kunne Been nu ikke forestille sig. Dyr så store som huse, der sprang op i luften og faldt ned i havet med et enormt plask? Nej, det kunne ikke passe.
Been sad ved siden af sin mor og nød stemningen.
"Er det ikke en dejlig dag?" sagde hun og klappede ham på hånden. Hun smilede ikke så tit længere, men nu gjorde hun det
"Jo," svarede Been, mens han kom i tanke om en drøm, han havde haft for nylig, hvor alle indbyggerne havde danset rundt i gaderne til spillemandsmusik, mens byens huse stod i flammer. Ingen bekymrede sig om ilden. Alle tænkte kun på at danse og have det sjovt. Han rystede drømmen af sig, lod blikket glide hen over bryllupsgæsterne og fik øje på sine venner Henke og Boel, der fjollede rundt med nogle piger fra en anden by. Been smilede. Han havde ikke været særlig meget sammen med vennerne på det sidste. Han havde jo også Gali, han skulle tage sig af. Og sin mor, selvfølgelig. Hendes hår var blevet gråt i løbet af vinteren, og hun så slidt og træt ud. Selv nu midt i sin datters bryllup. Men hun kunne trods alt stadig smile. Hun lænede sig mod Been og sagde: "Et bryllup er sådan en god grund til at være glad, ikke?"
Been nikkede uden at sige noget.
"Det er begyndelsen på noget nyt," fortsatte hun. "Jeg synes, der er så meget, der ender for tiden, men der er altså også begyndelser. Sådan noget kan du jo også godt lave historier om. Glade mennesker. Folk der bliver gift. Har du notesbogen på dig?"
"Selvfølgelig, mor." Han klappede sig på baglommen, hvor den lille orange notesbog og blyant, som han engang fik af sin far, befandt sig. Han havde godt nok ikke fået skrevet i den, siden han kom hjem, men hans mor spurgte tit, om han havde den på sig, og hun blev ked af det, hvis svaret var nej. Been tog en bid af en dejlig sprød brødpind og tænkte på, hvor godt det var, at Kreens forældre havde tilbudt at betale for brylluppet. Hans mor havde ikke råd til den slags, og da Gali havde fødselsdag i vinters, havde Been været nødt til at tjene penge som hjælper på en gård tre aftner om ugen i to måneder for at få råd til at købe en gave til hende. Det var hårdt og ulækkert arbejde, for Been blev sat til sådan noget som at muge ud i stalden, så i samme øjeblik han havde penge nok til at købe Galis gave, sagde han op.
Han havde købt en ny bæltepung til hende, som hun var blevet meget glad for, og da han selv havde fødselsdag halvanden måned senere, fik han en dolk af hende. Han turde slet ikke tænke på, hvad den havde kostet. Og hvor havde Gali fået penge fra til at købe den? Hun påstod hårdnakket, at hun skam var formuende - altså havde penge - men det havde Been da aldrig mærket noget til før. Han var sikker på, at hun også havde været ude at arbejde for at tjene til dolken, måske når han selv havde været på arbejde.
De var begge blevet fjorten i løbet af vinteren og havde fået et par gaver hver på dagen, men ellers havde de arbejdet resten af deres fødselsdage i marken. Der var ikke tid eller råd til at gøre særlig meget ud af den slags. Afgrøderne var vigtigere, og der skulle samles forråd til sommeren, hvor næsten alt visnede under den nådesløse sol.
Arbejdet i marken var hårdt, men det var nødvendigt for at overleve. Eneste anden mulighed var at satse på at komme ud og fortælle historier, men en fortæller var nødt til at være på farten for at tjene til dagen og vejen, og det havde han ikke haft lyst til, siden han kom hjem fra Stella, den elektriske by. Han mærkede efter fortælleramuletten af sølv, som han bar i en lædersnor om halsen. Han burde ikke gå med den. Var jo ikke en rigtig fortæller endnu, selvom han havde gjort sine første erfaringer i den retning. Et par uger efter han var kommet hjem fra rejsen til Stella, havde han fortalt om de ting, han havde oplevet, for en lille flok i byens forsamlingshus. Han havde været frygtelig nervøs, og faktisk kunne han ikke huske så meget af, hvordan det var gået. Det var, som om han ikke havde været helt til stede, og bagefter havde han selv en klar fornemmelse af, at det ikke var gået særlig godt, men folk påstod det modsatte. Måske var de bare høflige, det kunne man aldrig vide. Anden gang derimod var det gået helt galt. Han … nej, det havde han ikke lyst til at tænke på lige nu. Han var til fest, for pokker. Omgivet af glade mennesker. Han lod blikket glide hen over bryllupsgæsterne, der lo, drak og i dette øjeblik levede så lystigt, at han kom til at smile.
"Hvorfor sidder du der og smiler så fjoget," sagde Gali, der sad over for ham. Hun havde boet hos Been og hans familie, siden de kom tilbage til landsbyen.
"Nårh, jeg tænkte bare på, hvor glade folk er."
"Det er jo et bryllup," sagde hun. "Ikke en begra…" Hun slugte det sidste af ordet. Det var ikke længe siden, Beens far var blevet begravet. Kaan Kabana, den bedste historiefortæller i mands minde, var blevet dræbt på vej hjem fra den årlige fortællersamling. Been og Gali havde opsporet morderen, og Been var glad for at vide, at han nu var død - også selvom det havde vist sig, at det var Beens egen storebror, Jaap, der var morderen. Men Jaap var blevet sindssyg. Sindssyg og farlig for sine omgivelser, der rakte fra den elektriske by langt mod øst og helt her til Dunmar, hvor Been og hans familie boede. Jaap var nemlig blevet kommandør for lysgarden og sad dermed reelt på magten i Stella. Been tænkte på sin bror og tog sig til sit højre øre. Den øverste halvdel manglede. Jaap skar det af med en strålestok under en slåskamp, der kunne have kostet Been livet, men det var Jaap, der trak det korteste strå, og han lå død på gulvet, da Been flygtede ud ad døren.
Pludselig begyndte folk at klappe og slå på glas og tallerkener med deres bestik. De ville se brudeparret kysse hinanden. Miina rødmede. Kreen lo. Så kyssede de hinanden flygtigt. Alt for kort til at tilfredsstille gæsterne, der larmede endnu mere. Kreen lagde armen om skuldrene på Miina, og de kyssede hinanden længe nok til, at larmen slog over i latter og klapsalver. Folk var færdige med at spise. Spillemændene spillede op til dans. Men først skulle brudevalsen trædes. Miina og Kreen stod i midten af den rundkreds, bryllupsgæsterne formede omkring dem. Gali tog Been i hånden, og langsomt begyndte gæsterne at gøre rundkredsen mindre og mindre. Da var det, at Been fik øje på en beskidt, såret køter, der brød gennem rundkredsen og vaklede ind i midten til brudeparret. Gali så den samtidig og knugede Beens hånd. Så maste de sig igennem og ud på dansegulvet. Idet hunden fik øje på dem, sank den sammen med et kort bjæf. Been løftede den op, og de forlod festen. På grund af en hund? Ja, for det var ikke en almindelig hund. Det var Vaks. Den talende hund.
