1
Kælderrummet
Lad mig fortælle om en dreng og en pige, der kom fra middelalderen og havnede midt i en moderne storby.
Efter den store katastrofe brød de store byer sammen, og folk blev spredt ud over landet. Livet var hårdt derude. Afgrøderne visnede under det stadig varmere klima, husdyrene døde, skove brændte ned til grunden, og folk sultede. Med tiden glemte de alt om de store byer, de engang havde boet i. Byerne fandtes efterhånden kun som fantasifulde, sagnomspundne steder i historiefortællernes historier. Middelalderens mørke havde sænket sig over landet.
Men skjult bag bjergene og den bestrålede dal langt mod øst lå der stadig en enkelt elektrisk by ved navn Stella, som betyder stjerne. Her var der lys og mad og biler i gaderne, højhuse, fjernsyn og alle mulige andre moderne bekvemmeligheder. Men selv her var der problemer. Det var svært at skaffe energi nok til at drive så stor en by. Det blev ikke bedre af, at en gruppe oprørere saboterede det enorme, nyopførte kraftvæk i et forsøg på at vælte dem, der sad på magten, af tronen, for lederen af byen var tydeligvis blevet splittergal. Han tænkte ikke længere på byens og beboernes ve og vel, men havde fået storhedsvanvid og lagde planer om, at byen skulle brede sig ud over hele landet og underlægge sig alle de små bysamfund rundt omkring.
Der var også andre problemer. Havet steg og opslugte gradvist byen. Millioner af mennesker måtte evakueres, og en ny by blev opført vest for bjergene. Den fik navnet Stella Nova - den nye stjerne - og det var her, drengen og pigen forsøgte at begå sig i en moderne storbys vrimmel.
Deres eneste ven i byen hed Solar, men han var samtidig kaptajn i den frygtede lysgarde, som prøvede at finde og dræbe drengen og pigen. Solar var i virkeligheden hemmelig agent for den gruppe oprørere, der i sin tid saboterede kraftværket i Stella. Gruppen skjulte sig for lysgarden i de vidtstrakte skove uden for byen. Drengen og pigen var også en del af oprørsgruppen. De havde en enkel mission. De skulle sørge for at få ødelagt den støjsender, der forhindrede oprørerne uden for byen i at få radiokontakt med de få skjulte oprører - også kaldet den sovende gruppe - der stadig befandt sig inde i Stella Nova. Men den opgave skulle vise sig ikke at være helt så enkel, som den lød. Slet ikke.
Åh ja, forresten. Drengen hed Been og pigen hed Gali.
Been og Gali sad i et mørkt kælderrum og var ved at gå ud af deres gode skind over at være lukket inde. Kælderrummet tilhørte Solar, og det havde efterhånden været deres hjem i flere uger nu. De kunne frit forlade kælderrummet, når de ville - Solar havde givet dem en nøgle, der passede til alle døre i hele den store boligbloks kælder og til hans egen lejlighed - men han havde samtidig advaret dem mod at bevæge sig for meget ud i gaderne. Det behøvede han nu ikke. De var fuldstændig klar over, at det var farligt for dem at gå rundt blandt storbyboerne i fuldt dagslys. Sidst de havde gjort det, var de spadseret ind i en dejlig grøn park og havde siddet stille og fredeligt på en bænk, da de pludselig fik stukket en pistol op i fjæset. En lysgardist i civilt tøj havde genkendt dem. De slap godt nok fra ham i første omgang, men han havde nået at tilkalde forstærkning, og snart var Been og Gali på vild flugt gennem byen. En flugt der endte med at Peeters - den næstkommanderende i lysgarden - havde fanget Been. Peeters var ikke en rar mand at falde i kløerne på. Det vidste Been af bitter erfaring. Men Gali havde reddet Been i sidste øjeblik, og Peeters var faldet ud ad et vindue på tolvte sal og blev dræbt mod asfalten.
Så Been og Gali havde - på den hårde måde - lært, at det var bedst at holde lav profil. De lignede heller ikke almindelige storbybørn. De havde ganske vist fundet noget tøj i et af de andre kælderrum, der udenpå fik dem til at ligne alle mulige andre storbybørn, men indeni var de meget anderledes. Almindelige storbybørn stoppede ikke op for at kigge på lysreklamer, de stivnede heller ikke, hver gang de skulle over en af de tæt trafikerede veje, og de gik ikke og kiggede sig omkring, som om alt, hvad de så, var noget helt nyt, de aldrig havde set før.
Nej, Been og Gali skilte sig ud fra flokken, uanset hvor meget de prøvede på netop ikke at gøre det. Også af en anden grund. Gali havde en sort klap for sit venstre øje. Det var der sikkert ingen andre mennesker i hele millionbyen, der havde. Skulle der endelig være nogen, der mistede et øje, fik de straks et glasøje eller måske ligefrem et helt nyt øje, som virkede præcis som et almindeligt øje. Solar havde fundet ud af, at der faktisk fandtes klinikker, hvor man blandt andet kunne operere øjne fra nyligt afdøde mennesker ind i øjenhulerne på folk, der havde beskadiget deres egne. Been og Gali havde nægtet at tro på det, men Solar havde nogle dage senere vist dem et avisudklip. Den var god nok.
Gali gik frem og tilbage på gulvet som en tiger i et bur. Been sad og slappede af i en blød lænestol. Han tænkte på sin hjemby Dunmar og glædede sig til den dag, han skulle gense den. Beens far var død for halvandet år siden, og han vidste ikke, om hans mor og søstre levede endnu, eller om de var blevet dræbt, da lysgarden angreb midt under Beens storesøsters bryllup, men så længe han ikke vidste noget med sikkerhed, valgte han at tro på, at de alle fire havde det godt. Bedre end ham i det mindste. Han var også ved at gå amok over at befinde sig i det mørke kælderrum, men var bare lidt bedre til at skjule det.
"I aften, når det er blevet mørkt, går vi altså ud," knurrede hun som et andet kattedyr.
"Der bliver aldrig mørkt i en storby," mumlede Been.
"Du ved udmærket godt, hvad jeg mener," hvæsede hun. "Og hvis du ikke vil med, går jeg selv."
"Rolig, rolig," Been løftede afværgende sine hænder. "Hvem har sagt, at jeg ikke vil med?"
Det svarede hun ikke på. Fortsatte bare sin rastløse gang rundt mellem de gamle møbler og kasser. Kælderrummet var fyldt med gammelt ragelse, som Solar og hans kone ikke havde brug for, eller ikke havde plads til i lejligheden. I det ene hjørne stod et lille køleskab og brummede. Det indeholdt mad- og drikkevarer. Solar fyldte det af og til op, så Been og Gali ikke behøvede at forlade kælderrummet for at få noget at spise. Det blev de så til gengæld nødt til, når de skulle på toilet, men de behøvede ikke forlade kælderen. Lidt længere henne ad gangen var der et toilet, som godt nok altid var aflåst, men deres nøgle passede også til den dør.
Der var ikke ret meget fri gulvplads at bevæge sig på, og det var svært at vænne sig til for Been og Gali, der var vant til at kunne løbe frit gennem skove eller over sletter, der i en kølig morgentime føltes berusende endeløse. Når solen så først fik fat og temperaturen steg til langt over tredive grader, kunne selv de åbne landskaber blive ulidelige. Midt på dagen, når solen stod højest på himlen, kunne man næsten ikke holde ud at være nogen steder. Uden for storbyen var der ikke noget, der hed aircondition, køleskabe eller koldt vand i vandhanerne. I de små byer som Dunmar var der ingen strøm, ingen moderne bekvemmeligheder. Kun hårdt arbejde og middelalderlige tilstande. Alligevel var det præcis det, Been længtes efter.
"Kan du så ikke i det mindste fortælle en historie?" spurgte Gali.
Det havde han ikke meget lyst til. For det første, fordi kælderrummet ikke ligefrem var inspirerende. For det andet, fordi Gali kendte de fleste af de historier, han havde skrevet ned i sin notesbog. Hun havde jo selv været med til at opleve dem. For det tredje, fordi han ikke troede, han kunne. Det var så længe siden, han havde prøvet det sidst, at han bare vidste, at det ikke ville blive godt. Hans far - den berømte historiefortæller Kaan Kabana - havde sagt, at det var vigtigt at være i træning. Det at stille sig frem foran et publikum var ikke noget, der faldt ret mange mennesker naturligt. Man skulle træne sig op til det. Holdt man det ikke ved lige, kunne man miste gnisten og ende med at blive bange for det. Been var ikke ligefrem bange for det. Det var nærmere en usikkerhed, der gjorde, at han ikke havde lyst. Ikke engang over for Gali, som han efterhånden kendte bedre end noget andet menneske.
Gali blev træt af at vente på et svar. "Så lad os gå," nærmest råbte hun og tog i døren.
Been rettede sig op i stolen. "Nu?"
"Klokken er syv. Folk sidder hjemme foran fjernsynet og spiser."
Been rejste sig. De forlod kælderrummet med en kildren i maverne. Begge vidste, at det var farligt.
"Hellere ud og opleve noget end sidde i en blød og behagelig lænestol og rådne op," hviskede Gali med et grin. Been nikkede, selvom han ikke var sikker på, om han var helt enig. De var kun lige nået få meter hen ad gangen, før de hørte en skramlen og en dør, der gik op. De krøb sammen i et indhak med bankende hjerter.
"Tilbage til kælderrummet," hviskede Been ind i øret på Gali.
Hun rystede vredt på hovedet. "Vent nu lidt."
"Kan du se, hvem det er?" spurgte Been.
Hun rystede på hovedet igen. Så gjorde hun noget, som fik Beens hjerte til at springe et slag over. Hun krøb tværs over gangen og ud i den store parkeringskælder, hvor bilerne stod side om side. Hvad gik der af hende? tænkte Been. Troede hun, de var på jagt i skovene? Havde hun glemt, at det var dem, der var de jagede nu?
Han prøvede at vinke hende tilbage, men i det samme rejste hun sig op. Han kunne ikke tro sine egne øjne. Hun rejste sig op, som om hun ville opdages.